Juletræstænding 2010

Juletræet i Tornemark blev tændt søndag den 28. november 2010 = den 1. søndag i advent, som er tradition.

Men denne gang blev byens store juletræ tændt på Torvet (Trekanten ved flagstangen), så det kan ses og nydes,
både når man kommer ind i Tornemark fra øst, syd og vest.

Skælskør og Omegns Sportsrideklub deltog i arrangementet omkring juletræs-tændingen, og der var rigtig mange ryttere og heste, og de var alle festligt juleklædt.

Hestene gik ad Hovedgaden mod Torvet og landsbyens mange beboere, både børn og voksne fulgte med
og samledes derefter på Torvet.

Stjernekasterne blev tændt, mens vi ventede på at lysene på træet blev tændt.
Der blev serveret gløgg og pebernødder til de voksne
og sodavand og godteposer til børnene.

Næsten alle voksne kom også med nissehue, og det udløste
ligeledes en godtepose. Man bliver aldrig for gammel til en godtepose.

Da sangene var uddelt, tændte lysene på det store snepyntede træ, og vi sang et par fælles julesange, og hyggede
indtil vi skiltes i rigtigt julehumør.
Men sneen, der stille dalede, hjalp også godt med til julehumøret.

Nu kan vi nyde det store flotte juletræ i hele december måned.

Arrangør var Tornemark Bylaug, der takker SOS Rideklub for deltagelsen og Næstved Kommune for det flotte juletræ m.v.