Kirker

Fyrendal Kirke
– Sognekirken i Tornemark og den største kirke i den gamle Fuglebjerg kommune – Fyrendalvej 14, Tornemark, 4262 Sandved

Sognepræst og kirkebogsfører:
Gunver Birgitte Nielsen
Syvhøjvej 4, Tornemark, 4262 Sandved
Telefon: 55 45 60 91 – E-mail: gbn@km.dk

Pastoratet Kvislemark, Fyrendal og Førslev Sogne har hjemmesiden:
www.kvislemark-fyrendal-foerslev.dk/

_______________________________________________________________________________

Efterfølgende lidt af historien bag Fyrendal Kirke
Kirken har romansk skib med gotiske korsfløje, tårn og sakristi. Kirken ligger ved Fuirendal Gods, hvis adelige ejere i 1600-tallet har bekostet et rigt barokinventar, hvoraf særligt bør nævnes et korgitter fra omkring 1640 og et epitafium fra omkring 1670, begge fra den berømte Abel Schrøders værksted i Næstved.

Absalon stod bag:  Hvor Fyrendal nu ligger, lå i gammel tid landsbyen “Winninge” eller Vindinge med sin trækirke, og bønderne i de nyere udflyttersamfund, Nyrup, Skafterup og Tornemark måtte ulejlige sig til Vindinge Kirke. – Da biskop Absalon i 1100-tallet ønskede den da 200 år gamle trækirke erstattet med en stenkirke ville de tre nye byer lægge kirken midt i sognet, og byggeriet blev påbegyndt på Skumme banke, hvor sognets forsamlingshus nu ligger. De fulgte det gamle ritual med at begrave et dyr under grunden. – Et offer, der skulle holde onde magter væk. Det burde være et kirkelam, som trebenet ofte gik igen på kirkegården om natten og varslede død i familien eller sognet, og som kirkeværgen forsynede med hø og halm.

Imidlertid ligger Fyrendal Kirke, hvor troldfolket fik tvunget den hen … eller var det de snedige Vindingebønder, der stod bag byggerichikanen i middelaldren.

I mangel af et lam tog man i stedet en gris, men det viste sig hurtigt, at hvad nybyggerne murede op om dagen, blev væltet om natten og flyttet om nord for Tornemark, til Vindinge. Ingen boede nær banken – så troldene og “Skummesoen” blev gjort ansvarlige. – “Winningefolkene holdt tæt med, hvem der stod bag, og til sidst opgav beboerne kampen og byggede sammen med Vindingebønderne Fyrendal stenkirke med den nuværende placering.

Imidlertid skal man passe på “Skummesoen” … og det siges, at man stadig kan pløje murbrokker op på Skumme Banke, og at Skummesoen med smågrise længe efter blev ved med at genere de vejfarende. – Kom man forbi ved midnatstid, risikerede man at blive skubbet i grøften eller blive bortført på ryggen af en fra troldfolket for at blive sat af et sted, hvorfra man knap kunne finde hjem igen. – Det skete sidst for en karl, der hed Nils, så sent som 1880. – Dette være sagt som advarsel til de, der fester i Skumme Forsamlingshus!

Som ved flere andre kirker er Alterkalken “troldtøj” og Fyrendal Kirke kunne senere takke troldene for sin smukke alterkalk. .. Det gik til på den måde, at en karl, der tjente på en gård nær ved en af de høje, hvor troldene holdt til, en aften, hvor troldene holdt fest, fik lyst til at være med. Han deltog i troldenes natlige dans og festeri, og da han om morgene ville ride hjem, gav de ham et bæger “vin” til afsked. Men han anede uråd, og i stedet for at drikke kastede han “vinen” hen over skulderen. – Nogle dråber ramte hesten og sved hud og hår af.

Så stak han af – alt hvad remmer og tøj kunne holde – hjemad med sølvbægeret, så hurtigt hesten kunne bære ham med troldene efter sig. Troldene kom nærmere og nærmere, men så lød en stemme pludselig: “Sky det bolde – søg det knolde og fly til det hellige sted!”

Så red han tværs over markerne med plovfurer og grøfter, og vi, der ved, hvor kortbenede trolde er, kan nemt regne ud, at nu kunne de ikke længere følge med. – Da han igen nåede ud på vejen, halede de igen ind på ham, men nu havde han nået Fyrendal kirke, hvor han sprang over kirkemuren med bægeret, og her var han frelst på kirkegårdens indviede jord, hvor trolde ikke tør komme. – Som tak for at være frelst, skænkede han sølvbægeret til kirken, hvor det siden er blevet brugt som alterkalk.

Baronesse Ehlers – og donationer til kirken

Der findes en mere prosaisk forklaring på, hvordan Fyrendal Kirke er blevet udstyret med kostbare kirkelige klenodier.

Thomas Fuiren arvede 1665 Vindinge. Han havde et skrøbeligt helbred og døde ugift i 1673. – Hans yngste bror, Diderik, var blevet gift med borgmesterdatteren i København, og ægteparret fik kort efter en søn. – Diderik havde – lige som sin bror – et skrøbeligt helbred og døde i 1656. – Den lille dreng blev også døbt Diderik, og da hans onkel Thomas Fuiren døde 1673, arvede Diderik som 17-årig Vindinge.

Kongen havde efter 1660 indstiftet baron- og greverangen. For at blive greve, skulle man råde over 2500 tdr. hkt. jordareal. For at blive baron skulle man råde over 800 tdr. hkt. I 1677 indsendte Diderik sin jordebog med fortegnelse over de 918 tdr. hkt. og blev 21 år gammel ved Christian V’s gunst optaget i friherrestanden som baron. Vindinge blev baron med mandlig arvefølge og gård, sogn og kirke ændrede sit gode danske navn Vindinge til det tyske Fuirendal efter ejerens navn.

Samme år blev Diderik kancelliråd og fik egen retskreds, Fuirendal birk. Et halvt år senere ægtede han den 29-årige Margrethe Eilers, datter af professor Jørgen Eilersen, og her kom en viljestærk og idealistisk dame til.

Ægteparret boede på Furiendal, når baronens pligter tillod det. I 1683 blev han justitsråd og højesteretsassessor. Men hans helbred var ligesom faderens ikke godt, så Margrethe tog sig af den daglige ledelse på gården. De forbedrede godset de følgende år, og kirken nød også godt af fruens virketrang.

Kirken fik tårnur og kirkesølv, alterkalk 1677, dåbskande og to pengetavler, “De fattiges Taffle” og “Kirkens Taffle” 1678, oblatæske og vinbeholder til hjemmealtergang 1680, orgel 1683 og smedejernsdøre bag alterbordet, lysekrone, dåbsfad og altertavle 1685; meget af dette er forsynet med deres initialer og våbenskjolde.

 

I august 1686 døde Diderik kun 30 år gammel, men enken forsatte med at være gavmild mod kirken. 1688 fik kirken en sølvbeslået alterbog og i 1693 den kirkeklokke, der stadig lyder, men som var emne for et uhyggeligt folkesagn:
En adelsdame på Fuirendal skulle pyntes til kirkegang af sin kammerpige, som imidlertid ikke kunne gøre det godt nok. I vrede bandt hun pigen til en opvarmet kakkelovn og gik i kirke. Ingen hørte pigens skrig, og hun brændte ihjel. Adelsfruen fik samvittighedskvaler, og alle vegne hørte hun pigens skrig. Som afbigt lod hun sine smykker og sølvtøj smelte sammen til malm til en kirkeklokke, og derfor har klokken i Fyrendal kirke i dag en særlig smuk klang.

 

En bibel fra 1682 skænket af Hans Ulrik Gyldenlove og Regitze Grubbe er stadig i kirkens eje.

Frederik d. IV overtog Fuirendal som lystslot i året 1700, men overdrog allerede samme år baroniet og friherreskabet til ungdomsvennen, senere storkansler Ulrik Adolf Holstein, gift med Kristine Reventlow, som var halvsøster til den senere dronning. Han erhvervede 1707 Trolholm og Snedinge og fik 1/1 1708 af disse tre gårde oprettet grevskabet Holsteinborg, som Fuirendal siden har haft fælles historie med.

H.C.Andersen og Fuirendal 
“Efter Bordet kjørt med begge Grevinderne en Tour til Fuirendal og tilbage giennem Skoven. Læst højt om Aftenen af Mit Livs Eventyr.” – Således lyder et pluk fra H.C. Andersens dagbog, fredag den 16. maj 1856. 
Denne vor store verdensberømte eventyrdigter, var godt kendt med området omkring Tornemark, Bisserup og Sandved, idet han var en skattet og hyppig gæst på Holsteinborg Gods og i den sammenhæng også Fuirendal.

 

I 1932 ændrede sognet og kirken navn til Fyrendal, medens gården stadig hedder Fuirendal. Kirkens nuværende orgel er fra 1984 (Starup), og kirken er sidst restaureret 1977-84.

– Det er nogle af de historiske kendsgerninger, der danner ramme om juleevangeliet i landsbykirken Fyrendal den 24. december.

Kvislemark Kirke
– Den anden kirke i sognet

Den lille hvidkalkede kirke er usædvanlig med sit nordvendte tårn. Skib og kor er romansk, våbenhus og tårn er i gotisk stil. Korets kalkmalerier er fra 1. halvdel af 1400-tallet, og motiverne er hentet fra Jesu fødsel og tidlige barndom. Katekismusaltertavle fra 1615.

Kirkens patron var ærkedegnen Christoffer Urne fra Roskilde, og prædikestol og stolegavle fra 1630 bærer Urneslægtens våben.

 

Kirken er restaureret 1972. Orgel fra 1980 (Starup).